Projekter

Et relativt nystartet hjem med plads til 16 piger/kvinder, som havde overlevet et syreoverfald i hovedstaden Dhaka, blev omtalt. Der er så mange steder, man som soroptimist kan hjælpe, og vi var allerede godt i gang med andre projekter, men ihukommende "Where we stand" 1999-2003, måtte vi starte et nyt projekt, primært med penge, som ville kunne hjælpe -først og fremmest ved at lindre fysiske og psykiske smerter efter volden, -dernæst ved at støtte kræfterne i omtalte projekt, som forsøger at udbrede kendskabet til syreovergrebene og få kvinderne fra Bangladesh til at arbejde med i huset, så man kunne ændre holdningen i samfundet til kvinder og overgreb af en sådan art, -endvidere støtte, at kvinderne efter evne ville kunne få uddannelse, der kunne give beskæftigelse, -hvilket også ville kunne modvirke, at kvindernes fortsatte liv for de flestes vedkommende ville være som slaver for de rige bengalske familier, -og være med til at betale advokatudgifter, så nogle af kvinderne/pigerne ville kunne føre en sag mod overfaldsmændene.

I huset i Dhaka, Bangladesh´ hovedstad, er plads til 16 kvinder/piger ad gangen, hvor de plejes, får lægehjælp og man forsøger at støtte dem i en tilbagevenden til en hverdag. Endnu bor alle kvinderne der. Hjemmet drives af en svensk kvinde, der er uddannet jordemor og en bengalsk sygeplejerske, som med tiden skal overtage den daglige drift. Oprindelig blev hjemmet stiftet i november 99 af en engelsk, pensioneret læge, som 2xom året rejser til stedet for at operere kvinderne. Da en af soroptimisterne i Hillerødklubben kendte en smykkekunstner, Lone Jacobsen, som netop stod for at skulle rejse til Dhaka, blev hun inviteret med til novembermødet og forespurgt, om hun ville besøge hjemmet og overrække en pengegave på 1000 kr. fra Hillerød Soroptimistklub. En dansk kvinde, som boede i Dhaka og hjalp til på omtalte hjem, og som vores udsending kendte personligt, blev kontaktet, så alt så ud til at kunne falde i hak.

Lone ville så komme tilbage til decembermødet og fortælle om oplevelsen og reaktionerne- og eventuelt vise billeder. Pengene blev vekslet til dollars og et bevis fremstillet på PC-eren og lamineret, så det kunne overrækkes. Ved julemødet i vores klub efter hjemkomsten fortalte hun om hjemmet og dets beboere, landets kultur, oplevelser m.v. -og viste voldsomme, gruopvækkende billeder derfra.

Kort resumé: Syre er der nok af, det bruges til smykkefremstilling, som mange bengalere lever af. Alligevel er det ikke mere end cirka 8 år siden, man første gang hørte om anvendelsen af syre på denne måde i Bangladesh. Almindeligst er, at kun den ene side af ansigt, hals og bryst bliver ramt, fordi kvinderne reflektorisk vender ansigtet væk, men der er flere tilfælde, hvor der er flere sammensvorne om ugerningen, så én holder kvinden, men den kaster syren. Det sker heller ikke sjældent, at børn bliver ramt, fordi de sover sammen med mødrene og derfor også får syre på sig, når der kastes mod kvinderne. Flere var ganske unge piger, der samtidig havde været udsat for voldtægt. Nogle tilbydes plastiske operationer, men det er bekosteligt og vanskeligt og en langvarig proces at operere. Kvinderne vil aldrig tilnærmelsesvis få et normalt ydre, da ardannelsen er voldsom, kun indersiden af overarm og inderlår kan bruges til transplantation, og ofte er også ansigtets knogler ætset væk. Der er ikke hospitaler og læger i nærheden, og slet ikke, hvor man kan udføre disse operationer.

USA og Spanien støtter ved at hente 4-5 kvinder om året til klinikker, hvor de i løbet af ca. 8 måneder bliver behandlet, men kulturchokket og savnet af familie og venner foruden den fysiske smerte, så overvældende, at det færdige resultat næsten aldrig står mål med forhåbningerne før afrejsen. Det bedste ville være at få læger til stedet, at få indrettet en operationsstue og et værksted med feks. symaskiner, så kvinderne kunne lære et håndværk og tjene til livets ophold selv. Undervisning, lærere, bøger, papir og blyanter, så kvinderne kunne lære at læse og skrive, og lignende hjælpeforanstaltninger er der meget brug for. Frivillig arbejdskraft kendes ikke, og man har valgt at afvise frivillige, 3 mdr.s ophold fra vestlige piger, idet man hellere ville arbejde på at få bengalske kvinder ind i arbejdet for også at kunne ændre på holdningen og forståelsen i egen kultur. Fra myndighedernes side er der ikke hjælp at hente. Hvor forbryderen kendes, kan man lægge sag an, men mænd har høj status, korruption er dagligdag, så sager bliver væk eller afvist,- omkostningerne er store og en sag kan let vare 6-8 år, og alligevel ende med at blive afvist.
Kvinderne var meget glade og taknemmelige for tilskudet fra Hillerødklubben, som skulle bruges til en udflugt,- en sejltur, idet kvinderne ellers aldrig fik oplevelser af en sådan art. Vi vil fortsat støtte dette hjem og vil i 2001 forsøge at få en større indsamling sat i værk, idet vi nu også har en direkte forbindelse til stedet, så vi ved, at donationer når frem i fuldt omfang.

Tiranaklubben i Albanien modtager gaven fra Hillerødklubben, en bærbar computer med opkobling til nettet. Computeren overækkes af Charlotte Graudal til præsidenten Marjela Zajini.
I 2002 har Hillerødklubben støttet Soroptimistklubberne i Albanien ved i april at sende en repræsentant fra klubben med til Tiranaklubbens 5-års fødselsdag og Chartringen af den nyoprettede klub i Pogradec.
Gaverne bestod i begge tilfælde af et kontant beløb til anvendelse, hvor de var mest påkrævet efter modtagernes skøn.
Der var i alt 14 danske Soroptimister med på rejsen.
Det var en fornøjelse at gense gamle venner og at se, hvor meget landet har udviklet sig i løbet af et par år.

Efter et spændende møde i december 05 med præsidenten for den nystartede soroptimistklub i byen Darkhan i Mongoliet, Batdulam Jambadoo, hvor hun fortalte om al den støtte klubben havde fået ved opstart og chartring af Tyskland, Australien og Kina, besluttede vi, at Danmark skulle med på listen. Hillerød havde i forvejen gennem nogle år udbygget forbindelsen til Darkhan ved flere udvekslingsbesøg, så vi ved, at et indsamlet beløb vil gå direkte til soroptimistklubben og videre til de trængende kvinder og børn. Et af Darkhanklubbens store projekter var at opkøbe brugte nomadetelte og give dem til enlige kvinder med børn, så de kunne få tag over hovedet. Et sådant telt, eller "ger", som de kaldes, kunne erhverves for mellem 300 og 500 USdollars, altså ca. 3000 kr. Det var et overkommeligt og præcist mål for en indsamling. Hillerødklubben håber, at andre klubber har lyst til at deltage i indsamlingen og vise søstersolidaritet på tværs af kontinenterne.